Cirkelbuen

Lokation
Cirkelbuen i Ullerød Nord, Hillerød
Projekttype
Nybyggeri
Bygherre
IKANO Bolig
Areal
ca. 12.000 M2
Samarbejdspartnere
Eco-Village, STED by- og landskabsarkitekter
Status
Vundet konkurrence efterår 2018
Nærhed til natur og landskab udgør centrale elementer i vores forslag til det nye boligområde og vores fokus har været på at styrke det grønne fællesskab og bygge med respekt for naturen. 
 
Områdets motiv af grøfter, vådområder, enge, stendiger og mindre tætte beplantninger understreges i det nye boligområde, hvor naturen trækkes helt tæt på boligen og skaber en særlig værdifuld nærhed til det grønne landskab.
 
Cirkelbuen bliver et boligområde med mangfoldighed og fællesskaber, hvor arkitektur, natur og de økonomiske rammer skaber robuste rammer for et moderne og nuanceret tilskud til nutidens boligmarked.
Grønne fællesskaber og mangfoldighed
Cirkelbuen skal være sit helt eget sted - et boligområde karakteriseret ved inspirerende natur, sammenhængskraft på tværs af generationer, biodiversitet, fællesskab og gode rekreative forbindelser. Et bomiljø hvor mangfoldighed og nye fællesskaber kan gro. Cirkelbuen disponeres derfor i fire områder, der hver tilbyder sin egen boligform.
 
Fleksibilitet & den sociale dimension
Boligområderne skal være fleksible og skal kunne rumme det liv der er, uanset om det er familier, seniorer, skilte familier med mange delebørn, enlige med børn eller enlige. Derfor bygger vi ikke kun boliger med et forældresoveværelse, walk-in garderobe og to børneværelser. Samfundet ser anderledes ud idag, hvor 50% af befolkningen ikke længere lever sammen i kernefamilier, men i en myriade af andre familieformer. Det er vigtigt for os, at de boliger vi tilbyder passer til behovene hos de mennesker, der skal bo dér -og ikke omvendt.
 
Vi har et stærkt ønske om at sikre den sociale dimension og sammenhængskraft i området. Vi ønsker at tilbyde et varieret boligudbud som sikrer en god beboersammensætning. Derfor er vores forslag at kunne tilbyde et bofællesskab, etageboliger, tæt-lav byggeri og parcelhuse til de fremtidige beboere. På den måde skaber vi et tilbud til mange forskellige mennesketyper og behov. 
De fire boligområder
Bofællesskabet Søholmen
Ønsket om hverdagsfællesskab er stærkt stigende i dagens Danmark, og dette ønske og behov vil vi imødekomme. Bofællesskabet vil være områdets fællesskabsflagskib, herfra vil fællesskabet stråle ud i området, og skabe rum, liv og dynamik i omgivelserne. Bofællesskabet er organiseret i en boligklynge bestående af fire stænger  i tre etager. Mod de grønne §3-områder trapper bofællesskabet ned og her placeres fælleshuset med direkte forbindelse til det åbne landskab. Fælleshuset vil bidrage med aktiviteter og liv til nærmiljøet og den offentlige sti gennem området tager sig naturligt forbi her ved fællesskabets hus. 
 
Søhusene
I boligområdet længst mod nord opføres etageboligerne Søhusene. En boligklynge bestående af fire boligstænger af varierende længde og i tre etager. Boligerne varierer fra 60-115m2 i 1-2 plan og tilbyder en nem boligform, hvor egen have nedprioriteres til fordel for altaner og fordelene ved fælles drift.
 
Søparken
Rækkehusene Søparken er organiseret i to boligklynger omkring en fælles ankomstvej. Rækkehusene er alle i to plan fra 100-130m2 og  tilbyder muligheden for eget hus samtidigt med et nært fælleskab på vejen. 
 
Villabyen
Her byggemodnes grundene til fritliggende enfamiliehuse og sælge enkeltvis til private kunder og herved sikres en naturlig variation i villabyen. 
Landskab & Bebyggelse
Infrastruktur, stiforløb & parkering
Boligvejen er udformet efter lokalplanen foreskrifter og omgrænser hele området i Cirkelbuen. Interne lokalveje og stier forbinder området internt og eksternt og udformes med bløde kurver, der understreger det naturlige forløb i bydelen. Enkelte steder hvor to stier mødes opstår mindre ”pladser” med ophold og leg. Stier udformes i fast stigrus mens terrasser, køreveje og cykelarealer udformes med en blanding af asfalt, fliser og grus.
 
Parkering ved rækkehusene foregår via en fælles ”gårdsplads” hvor ankomst til boligerne, forhaver, parkering, affaldshåndtering mv. skaber et fælles mødested der sikrer et nemt og bekvemt hverdagsliv. Ankomstvejen er nedtonet ved belægning der fordrer hastighedsnedsættelse. De befæstede arealer kan derfor bruges til at køre på, lege på, cykle på og gå på. Det skaber et rart miljø for beboere og et naturlig trafikalt miljø, hvor man er opmærksom på hinanden. Ved etageboligerne og ved bofællesskabet Søholmen er parkeringen placeret i grønne ”øer”, og oplevelsen er derfor at etageboligerne ligger med fødderne i det grønne landskab. Herfra tager man sig via stier til sin bolig i umiddelbar nærhed. Parkeringsøerne er nemme at omdanne til rekreative områder hvis fremtidens transportformer gør at der ikke længere er det samme behov for p-pladserne.
 
Et grønt veludbygget stisystem forbinder internt boligområderne med hinanden og med det omgivende landskab der både skaber mangfoldighed og sammenhængskraft på samme tid. 
 
Materialitet og detaljering
Cirkelbuen foreslås udført i materialer, der alle har den fornødne kvalitet og egenskaber til at matche vores ambition om at tilføre Cirkelbuen et moderne og fællesskabsorienteret udtryk - et grønt boligområde med høje arkitektoniske ambitioner. For at sikre dette bedst muligt kræver det et særligt fokus på valg af materialer, detaljering, overgange og overflader.
 
De fire forskellige boligområder opføres alle i tegl med hver deres identitet og farvenuance. Hver teglnuance suppleres af tilhørende, identitetsskabende og varme materialer med en højere detaljeringsgrad. Materialer der skaber overgange mellem teglen, vinduerne og dørene. Disse sekundære materialer er gennemgående for samtlige af boligområderne i Cirkelbuen og med til at binde området sammen til én helhed.  De blødstrøgne tegls særlige håndværksmæssige kvalitet og karakter giver et smukt modspil til de mere kontemporære vindues -og dørelementer i bebyggelsen.