Solkysten

Projekttype
Nybyggeri
Entrepriseform
Hovedentreprise
Bygherre
Ishøj Boligselskab v. Domea.dk
Areal
8.690 m2
Samarbejdspartnere
Opland Landskabsarkitekter Aps, Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S, Entreprenør B. Nygaard Sørensen A/S
Status
Under opførelse
Projektet Solkysten er beliggende på en attraktiv placering i Ishøj, som bl.a. er udpeget til et af omdannelsesområderne for byen. En omdannelse som med sin stationsnære beliggenhed, byfortætning og ny anvendelse bliver et attraktivt sted at bosætte sig i fremtiden. Området har gennem de seneste år allerede gennemgået en udvikling og forskellige former for boligbyggeri er kommet til.
 
I 2014 stod helhedsplanens første 60 boliger indflytningsklar og flere boliger er kommet til sidenhen. I fremtiden vil en blanding af boliger, detail og erhverv medvirke til, at området aktiveres på alle tider af døgnet og gør det til et attraktivt nærmiljø.
 
Solkysten består af 106 almene boliger samt et fælleslokale. Bebyggelsen, det grønne haverum samt kantzonebearbejdningen skaber nogle attraktive rammer for et levende og trygt boligområde.
Bebyggelse og disponering
KARRESTRUKTUR
Bebyggelsen består af 2 bygningskroppe, en østlig og en vestlig blok. Den østlige blok omfatter 18 almene familieboliger, mens den vestlige blok har en U-formet bygningskrop, der varierer fra 2 til 5 etager og omfatter 88 almene familieboliger. Der opføres i alt 106 boliger, som fordeles på hhv. 2-rums, 3-rums og 4-rums boliger, som tilsammen skaber et bredt boligudbud, der kan danne grundlag for en varieret beboersammensætning. Der indrettes desuden et fælleslokale til brug ved mindre møder og lignende, mens større arrangementer kan afholdes i det nærliggende fælleshus ”Glashuset”. I bebyggelsens disponering er der lagt vægt på at skabe et levende og mangfoldigt boligområde med gode boliger og indbydende friarealer. Bebyggelsen er disponeret som en åben karrebebyggelse omkring et centralt placeret fællesareal med god forbindelse til de omgivende byrum. 
 
HØJDE & VARIATION
Bygningerne opføres i varierende højde, så bebyggelsen visuelt opdeles i mindre enheder, og der skabes et levende gadebillede. De varierende højder sikrer samtidig frie sigtelinjer fra nabobebyggelser til stranden samt gode  solforhold i bebyggelsen. Bebyggelsen organiseres som en gennembrudt karréstruktur med portgennemgang og stiforløb på tværs af grunden. Bebyggelsen omfavner således det fælles rekreative gårdmiljø og åbner på samme tid op for et offentligt stisystem, som et grønt bælte, væk fra biler og larm fra Ishøj Strandvej.  
Med variationen i bygningshøjden tilpasses bebyggelsen til den eksisterende og kommende kontekst. Den højeste boligmasse med fem etager mod Industriskellet spiller op mod en kommende bebyggelse på den anden side af vejen og trapper på samme tid ned for at skabe kig til Strandparken. Bebyggelsens mindre enheder tilføres forskellige farver og nuancer.
 
GÅRDMILJØ & FRIAREALER
Midt på grunden etableres et fælles opholdsareal, der kantes af et større regnvandsbed , som forsinker regnvandsudledningen og samtidig fungerer som et rekreativt element i friarealet. Regnvandsbedet forbindes til det kommunale wadi-system langs Industriskellet, og indgår hermed i den samlede regnvandsløsning for området. Der etableres desuden to fælles tagterrasser med udsigt til Strandparken. Mod Industriskellet skabes en halvprivat kantzone, hvor beboere i stueetagen kan sætte sig ud på private terrasser, der medvirker til at skabe et trygt og livligt bymiljø. Parkeringspladser placeres tæt ved boligerne og de rekreative udearealer, hvilket skaber en fleksibilitet, hvor ledige parkeringspladser ved evt. overkapacitet kan indgå som rekreative arealer til bl.a. boldspil.
 
Det urbane landskab
ANKOMST
Bebyggelsen opføres med gennemgående opgange, som sikrer en god forbindelse til friarealerne på både gade- og gårdside og skaber dermed grundlag for, at friarealerne bliver brugt. Hermed genereres liv i nærområdet, hvilket bidrager til at styrke naboskab og tryghed i området. Der etableres niveaufri adgang til samtlige opgange samt til stuelejligheder med adgang direkte fra terræn. Langs Industriskellet etableres en urban kantzone, som disponeres med indgangs- og opholdsarealer, der inviterer beboerne til udeophold og skaber liv og kontakt til gaden. På gårdsiden etableres et offentligt tilgængeligt stisystem, som løber langs bygninger og kobles sammen med et gennemgående stiforløb, der kobler sig til den eksisterende gang- og cykelsti langs Ishøj Strandvej. 
 
FÆLLESAREALER
Centralt på grunden etableres et fælles grønt haverum med fælles aktiviteter, ophold, legeplads og højbede. Den store græsflade kantes langs facaden af et flisebelagt stiforløb og private terrasser til boliger i stueetagen.
Friarealet indrettes desuden med fælles terrasse, hvor beboerne fra de øvrige etager kan nyde haven og grille, samt frugttræer og plantekasser, der placeres, så beboerne i fællesskab kan dyrke jorden og høste frugt og grøntsager. Langs parkeringsarealerne etableres regnvandsbedet, der udformes som en integreret del af de rekreative arealer. Beboerne vil kunne se regnvandsbedet fyldes med vand i tilfælde af skybrud. I tørre perioder fungerer regnvandsbedet som rekreative elementer til ophold og leg.
 
TAGTERRASSER
Der etableres to fælles tagterrasser med niveaufri adgang. Terrasserne indrettes med siddemøbler, og begrønnes med klatrende planter. Begge tagterrasser placeres med udsigt til Strandparken.
 
PARKERING
Der etableres 106 parkeringspladser inkl. seks handicapparkeringspladser. Mellem parkeringspladserne plantes højstammede træer, som naturligt kæder de omkringliggende grønne arealer sammen med parkeringspladserne, så der dannes et sammenhængende grønt forløb. Udkørsel for renovationsbiler/brandvej sker gennem porten ved Industriskellet, hvorved en stor pladskrævende vendeplads i haverummet kan udelades.
 
 
Kantzoner
Som en del af de tryghedsskabende tiltag anlægges langs grundens syd og vestskel en 2,5m bred kantzone, der inviterer beboerne til udeophold og skaber liv og kontakt til gaden. Kantzonen mod syd etableres som en urban kantzone med private terrasser for beboere i stueetagen. Terrasserne hegnes mod fortovet af en lav kantbeplantning, så skabes en respektafstand til den private terrasse samtidig med, at der skabes mulighed for en uformel snak ”over hækken”. Imellem terrasserne etableres grønne bede med lav beplantning og små letløvede træer. Kantzonen mod vest afgrænses af Ishøj kommunes kommende wadi-system, og får hermed en mere landskabelig karakter. Wadien krydses via små kvadratiske broer i beton, som udlægges ved opgangene. Broernes materialitet og form står i kontrast til den grønne wadi. Indbyggede bænke giver mulighed for ophold på broerne. I perioder med meget regn fyldes wadien med vand og står som en grøn å langs området. Mellem bygningen og wadien placeres private terrasser, som også fremstår åbne. Imellem disse trækkes den grønne struktur fra wadien ind og opdeler terrasserne med lav beplantning. I tilknytning til opgangene etableres et areal til cykelparkering.
 
Langs stier opsættes pullertlamper i samspil med vægmonterede lamper placeret ved opgangene. På parkeringsarealet anvendes iht. lokalplanen standere af samme type som i området generelt for naturligt at binde områderne sammen.
Boligerne
LEJLIGHEDSFORDELING
Projektet omfatter i alt 106 boliger samt et fælleslokale. Boligerne er fordelt med 47 torums, 48 trerums og 11 firerums boliger. Boligerne indrettes med gennemlyste opholdsrum i åben forbindelse med køkkenet, 1-3 værelser, entré, bad og depotrum. Fra boliger i stueetagen er der udgang til privat terrasse på terræn, mens resterende boliger har altan. Lejlighederne indrettes med lyse overflader og tidløse materialer. I opholdsrum, værelser og indvendige depotrum lægges lyse trægulve i en kvalitet med lang levetid og begrænset vedligehold. I opholdsrum føres vinduespartier til gulv for bedre lysindfald og samtidig sikre godt udsyn for kørestolsbrugere.
 
TILGÆNGELIGHED
65 boliger svarende til 61 % af det samlede antal boliger indrettes som tilgængelige boliger, der indrettes iht. BR tilgængelighedsniveau B, for selvhjulpne kørestolsbrugere. Alle boliger har niveaufri adgang til enten terrasse eller altan. Der etableres niveaufri adgang til samtlige opgange samt til stuelejligheder med adgang direkte fra terræn. Ved indgange langs Industriskellet etableres af hensyn til skybrudssikring af bebyggelsen trappesten ved indgangsdøre mens der er niveaufri adgang fra gårdsiden. Øvrige opgange får niveaufri adgang til begge sider. Bygningsenheder på 2 etager har ikke elevator, hvorfor der ikke er niveaufri adgang til 1.sals boliger i disse bygninger.
 
FÆLLESFACILITETER
I forbindelse med porten indrettes bebyggelsens fælleslokale, som i det daglige kan benyttes til mindre beboermøder og -arrangementer, samt som frokoststue for Domeas udkørende driftsteam. Lokalet indrettes med mødelokale med tekøkken, garderobe, handicaptoilet og depot. Fester og større arrangementer afholdes i Ishøj Boligselskabsfælleshus ”Glashuset”.

 

Materialitet & detaljering
BEBYGGELSENS FREMTONING
Bygningernes ydre fremtræden udføres i overensstemmelse med lokalområdets karakter og lokalplanens bestemmelser, så det sikres, at bebyggelsen harmonerer med eksisterende og kommende bygninger i området. Bygningerne opføres med varierende etageantal og højdeskift, som visuelt opdeler bebyggelsen i mindre enheder. Facaderne pudses med indfarvet puds i forskellige farver, der varieres inden for rødlige og mørkegrå nuancer på en måde som understøtter den vertikale opdeling af facaderne. Farveskift markeres i pudsen med skyggenot eller liste og der arbejdes ydermere med kornstørrelser og reliefvirkning på mindre partier. Forskellige altanværn og vinduesfarver tilføjer facaden yderligere variation, så de fremstår som selvstændige bygninger. Altaner udføres i lette konstruktioner og værn. Udvendige trapper og altaner på den lave bygning udføres med et ensartet let udtryk med lette transparente værn, som harmonerer med farvesætning af de pudsede facader. Bygningerne opføres med flade tage med afvanding i indvendige installationsskakte. Tagene dækkes med tagpap som suppleres partielt med grønne tage ved tagterrasser og solcelleanlæg.